Qeqertarsuaq

Ved Qeqertarsuaq er fundet 5.000-6.000 år gamle spor af beboelse, hvor palæo-eskimoer har etableret bopladser på deres vandring nordfra. Selve kolonien Godhavn (Qeqertarsuaq) blev grundlagt i 1773 af hvalfangeren Svend Sandgreen. Krig, statsbankerot og mangel på stationerede skibe medførte stagnation i byen i 1800-tallet, og i en periode blev hvalfangsten ved Godhavn indstillet. I perioden 1782-1950 var Qeqertarsuaq hovedstad i Nordgrønland, centrum for administrationen og hjemsted for Nordgrønlands Landsråd. Efter Danmarks besættelse i 1940 mødtes landsrådene fra Nord- og Sydgrønland i Godhavn og vedtog den såkaldte Godhavn-deklaration. Her blev det vedtaget, at Grønland skulle føre en selvstændig udenrigspolitik og knytte en stærk forbindelse til USA, hvilket sikrede Grønlands vilkår gennem hele krigen. I stedet oprettede USA baser i Grønland. En anden konsekvens af fællesmødet i Godhavn blev, at hele administrationen af Grønland blev samlet i Nuuk. Landsfogedembedet i Godhavn blev nedlagt i 1950.

Diskoøen er Grønlands største ø og - i en geologisk sammenhæng - meget yngre og meget anderledes end fastlandet. Store dele af øen består af karakteristiske, stejle basaltfjelde, der opstod gennem vulkansk aktivitet for mange millioner år siden. Øen rummer store naturkvaliteter, herunder tre Ramsarområder: Aqajarua- Sullorsuaq, Kuannersuit kuussuat og Qinguata Marraa-Kuussuaq, samt nogle af Grønlands bedste lokaliteter for hvalsafari. Der er også flere gletsjere på øen, hvoraf Sermersuaq (”Storgletcheren”) er den største. Umiddelbart nord for Qeqertarsuaq ligger gletsjeren Lyngmarksbræen i ca. 700 meters højde, der strækker sig næsten 10 km ind på øen. På øen er mange varme kilder, frodige fjeldsider og dale med stor planterigdom, og om sommeren store vandfald af smeltevand fra gletsjerne.

Qeqertarsuaq skal fortsat udvikles som lokalby med primær forsyning af offentlig og privat service. Byen har et særligt potentiale ift. en videreudvikling af råvareproduktion og produktudvikling, f.eks. inden for vandressourcer, fiskeri og nye landbrugsmuligheder, samt indenfor turismeområdet. Hertil kommer byens – og øens – rolle i relation til offshore/onshore branchen, hvor den er givet status som supplerende forsyningsbase ift. erhverv, havn og lufthavn.

Det er nødvendigt, at Qeqertarsuaq oplever en erhvervsudvikling eller får en særlig rolle på f.eks. uddannelsesområdet, for at imødegå befolkningsudviklingen i byen. Dette kræver også en opgradering af infrastrukturen i byen og til øen, samt forbedring af fællesfaciliteter, herunder legepladser, mødesteder mm.

Kommunens overordnede visioner og målsætninger er et styringsredskab for den fysiske udvikling, i sammenhæng med borgernes egne ønsker. Derfor kommer det konkret til udtryk i kommunens byer og bygder på forskellig vis, hvilket kan ses her:

indsatsomraader_qeqertarsuaq.pdf (62.3 KB)

Der var 853 indbyggere i byen pr. 1/1 2017. Til sammenligning var der i 1980 941 indbyggere – et tal, der steg frem til 1994 (1.125). Siden har indbyggertallet været faldende, dog med udsving og stabilitet i perioder.

Den 1. januar 2010 var der 426 boliger i Qeqertarsuaq. 71 % var enfamiliehuse (302), 20 % rækkehuse (85) og 9 % etageboliger (39). Der er ingen kollegieværelser, men 16 boliger i alderdomshjem. Der var i alt 339 husstande i byen, hvilket giver en gennemsnitlig husstandsstørrelse på knap 2,5 – ca. som gennemsnittet i kommunen. Den lave bebyggelse er kendetegnende for byen og nybyggeri bør tilpasses til eksisterende byggeri.

Der er et behov for renovering af dele af den eksisterende boligmasse, hvor en del står tomme. Inden for de udlagte boligområder er der en restrummelighed på ca. 240 boliger. Dette vurderes at være fuldt dækkende i planperioden.

Hvalfangst har gennem tiden haft stor betydning for byen. Fangst og fiskeri er stadig byens hovederhverv – herunder sælfangst og fiskeri efter hellefisk. Royal Greenland har et produktionsanlæg i byen, der primært modtager krabber, torsk og rogn og producerer krabbesektioner, fisk i blok og rogn i tønder. Medarbejderantallet på fabrikken svinger fra 3 fastansatte i lavsæsonen til ca. 30 i højsæsonen.

En anden lokal råvareproduktion knytter sig til Greenland Springwater ApS, der har eneret på udvinding og markedsføring af kildevand fra Diskoøen. Firmaet hører til i Schweiz, men har produktions-, tappeanlæg og lagerbygninger i Qeqertarsuaq. Virksomheden har dog haft en række opstartsvanskeligheder, bl.a. pga. havnens manglende oplags- og transportmuligheder, ligesom antallet af arbejdspladser er meget lavt.

I 2010 var der 349 arbejdspladser i Qeqertarsuaq. De tre største brancher i forhold til antallet af arbejdspladser var offentlig administration og service med 46 % (161), handel og reparationsvirksomhed med 23 % (80) og fiskeri med knap 11 % (37). Ledighedsprocenten i Qeqertarsuaq var i 2015 10,3 %, hvilket ligger tæt op ad gennemsnittet i Kommune Qeqertalik (10,7 %) og en smule højere end landsgennemsnittet (9,1 %).

Erhvervsområder til industri, håndværk, havn, tankanlæg samt forurenende virksomheder ligger i byens yderkant. Det private erhvervsliv tæller bl.a. ca. 10 virksomheder inden for bygge- og anlægssektoren. I de udlagte områder vurderes der at være en restrummelighed på ca. 172.000 m2.

Til billedet hører, at Qeqertarsuaq er udpeget som mulig supplerende forsyningsbase i udbygnings- og produktionsfasen for tilladelsesblokkene i Disko Vest. Det kræver udvidelse af den eksisterende havn, eller anlæggelse af en ny. To områder er udlagt til relaterede erhvervs og/eller havneformål. Det ene ligger nordvest for byen (erhvervs- og havneformål samt oplag), mens det andet ligger øst for Røde Elv. Vandressourcerne er meget store og byen vil kunne forsyne operatørerne med vand. Som supplerende forsyningsbase skal byen indgå i en arbejdsdeling med Aasiaat, hvorfor der ikke vil være behov for nye arealer til f.eks. boliger.

Endelig har byen en lang række tilbud inden for turisme, f.eks. vandre-, hundeslæde- og snescooterture. Der tilbydes også gletsjerture, f.eks. til Sermersuaq med muligheder for skisport o.l.. Om sommeren udbydes der hundeslædeture på Lyngmarksfjeldet og Lyngmarksbræen med mulighed for overnatning i Lyngmarkshytten. Lyngmarksbræen kan også nås ved et par timers vandring fra byen. Der tilbydes ture ud på vinterisen og om sommeren tilbydes hvalsafari med båd. Området byder på masser af gode vandremuligheder, f.eks. ud til halvøens yderste punkt Qaqqaliaq ("Udkiggen"), hvor man tidligere observerede hvaler, eller over Røde Elv langs kysten til Kuannit, Blæsedalen og op på Skarvefjeldet. Bygdeture bringer turisterne til f.eks. Kangerluk eller den nedlagte kulmineby Qullissat på Diskoøens østkyst. Byen råder over et hotel med restaurant, flere vandrehjem og udbygget campingområde Der er således et godt og solidt afsæt for en videreudvikling af turismeerhvervet.

Der er et forholdsvis veletableret vejnet i byen. Tre primærveje forbinder de forskellige bydele: dels en overordnet øst-vest gående vejforbindelse (fra Arktisk Station til natrenovationspladsen), dels en vejforbindelse fra bymidten til lossepladsen syd for byen, og dels en diagonalvej, der forbinder de to primærveje syd for byen. Vejnettet trænger dog generelt til vedligehold. Infrastrukturen omfatter desuden slædespor ud af byen - både mod nordvest, mod syd og i østlig retning.

Der er ingen fortove i byen, så fodgængere er henvist til veje og stier mellem bebyggelserne. Stisystemet er ikke sammenhængende, og de forskellige strækninger har varierende kvalitet.

De større områder til teknisk forsyning og infrastruktur ligger typisk i byens yderkant eller helt uden for byen. Flyvepladsen er anlagt som heliport på ”Sorte sand” øst for byen. Air Greenland beflyver byen flere gange om ugen i vintersæsonen til Aasiaat eller Ilulissat. Det er vedtaget i Kommunalbestyrelsen, at der skal anlægges en landingsbane for fastvingede fly i Qeqertarsuaga. Den endelige placering, indretning og udformning, samt vejforbindelse skal afklares i mere detaljerede undersøgelser i samarbejde med Naalakkersuisut og Mittarfeqarfiit. Etablering og finansiering af lufthavne er som udgangspunkt et selvstyreanliggende. Lufthavne ejes og drives af Mittarfeqarfiit.

Qeqertarsuaq kan besejles regelmæssigt fra juni til november. Havnen i Qeqertarsuaq har to kajanlæg: en kaj på 12 m med en dybde på 5 m, og 15 m trawlerkaj med en dybde på 6,5 m. Havnearealerne har begrænsede oplagsmuligheder. Passagertransport sker med Disko Line, der har flere ugentlige afgange i perioden april-december til hhv. Aasiaat og Ilulissat. Mellem de to kajanlæg og ud til havet har Naalakkersuisut udpeget et havnemyndighedsområde.

Nukissiorfiit forsyner Qeqertarsuaq med el og vand. Elproduktion sker med dieselgeneratorer, mens vand indvindes fra Lyngmarkskilden og distribueres via et net af elfrostsikrede, præisolerede ledninger, vandtankvogne og taphuse. Lyngmarkskilden har en meget stor kapacitet, hvorfor den bl.a. anvendes til produktion af kildevand. Varmeforsyningen er individuel, primært via oliefyr eller petroleumsovne. Det eksisterende kloaknet omfatter alle større institutioner, samt den nyere boligbebyggelse (tæt-lav). Spildevand udledes til havet øst for byen, tæt på ”Sorte sand”. Den ældre bebyggelse og størstedelen af enkelt- og dobbelthuse er uden kloak, og udleder gråt spildevand til terræn. Dagrenovation indsamles og deponeres på dumpen til åben afbrænding, idet bygdeforbrændingsanlægget ikke er blevet etableret, mens natrenovation indsamles og køres til renovationspladsen, hvor det kastes i havet. Olie- og kemikalieaffald indsamles og deponeres ligeledes på dumpen. Der er etableret en modtagestation i forbindelse med et igangværende forsøgsprojekt.

Natrenovation og tankanlæg er placeret tæt på eksisterende og nye boligområder, hvorfor det på sigt kan blive nødvendigt at finde alternative placeringer. Dette vil bl.a. kunne muliggøre yderligere byudvikling mod vest og syd.

Telekommunikation varetages af TELE Greenland.. Der er to antenneområder, hhv. sydøst for byen og sydligst på halvøen.

Kommunekontor, posthus, skole, idrætshal og kirke ligger i det centrale byområde. Der er også en KNI-butik, flere mindre butikker og kiosker, cafe, grillbar samt turistkontor, rejsebureau og politistation. Byen har et hotel - Hotel Disko (med Restaurant Arthur) - og dertil er der flere vandrehjem: Panorama Hostel, Siorarsuit Hostel, Napasunnguit Hostel, Fox Hostel, Island Hostel, samt en campingplads ved Røde Elv.

I byen er en integreret børnehave/vuggestue, dagpleje og et værested samt et alderdomshjem. Endelig har Qeqertarsuaq status som regionalt sundhedscenter med sygehus og tandklinik.

Skolen, Qeqertarsuup Atuarfia, har ca. 150 elever i 1.-10. klasse samt en pasningsordning og fritidsklub. Biblioteket fungerer også som skolebibliotek. I byen er der endvidere en lokal erhvervsskole (Piareersarfik).

Arktisk Station ligger på Østerlien øst for byen og administreres af Københavns Universitet. Her udføres arktisk naturvidenskabelig forskning og undervisning inden for biologi, geologi og geografi. Feltarbejdet foregår i hele Diskobugten. Stationen besøges af forskere, specialestuderende og studerende fra hele verden, samt kursister fra Grønland, og er fast bemandet med en videnskabelig leder, stationsleder og skipper. Der et også et magnetisk observatorium og en ionosfærestation i byen.

Qeqertarsuaq omfatter to bevaringsområder. Det ene område er den gamle bydel syd for havnen. Her er der flere stokværksbygninger, bræddebeklædte bindingsværkskonstruktioner og et par stenhuse, samt kongebro, som udgør et kulturhistorisk og arkitektonisk værdifuldt miljø og hvoraf flere anvendes til museum. Det andet er området ved kirken, der rummer kirken (B-67), med tilnavnet ”Vorherres Blækhus”, klokkestabel (B-502) og ligkapel (B-68), samt det omkringliggende areal. Bygningerne ligger højt i terrænet og udgør en arkitektonisk helhed. De tre omtalte bygninger blev fredet i 1998, og ejes af Kirken/Selvstyret.