Ikamiut ligger i den sydlige del af Diskobugten på en ø af samme navn. Fra bygden er der ca. 36 km til Qasigiannguit i nordøst og ca. 40 km til Aasiaat mod vest.
Bosætningen startede omkring 1817, men først i 1848 blev et egentligt udsted oprettet. Bygden består af to områder, der er adskilt af en lavning. Den ældste bebyggelse ligger ved havnen og omfatter handelshuse, produktionsanlæg m.m., mens boligområderne ligger længere mod sydvest. På den anden side af lavningen ligger bygdens kirke, skole, servicehus og boliger.
Bestemmelser og delområder
De generelle bestemmelser gælder for alle kommunens delområder i by, bygd og det åbne land. Bestemmelserne er generelle og tager ikke hensyn til de lokale forhold i delområderne.
Kommuneplanens generelle bestemmelser
De overordnede bestemmelser for det enkelte delområde er grundlaget for kommunens udstedelse af arealtildelinger og byggetilladelser.
Ikamiuts nuværende serviceniveau og boligudbud søges som minimum opretholdt. Yderligere byudvikling skal ske ved udvidelse vest for eksisterende boligområde.. Fiskerierhvervet skal fastholdes og styrkes, blandt andet gennem forbedret infrastruktur og forsyning, ligesom turismepotentialet skal afdækkes yderligere. Bygdens udearealer kan forbedres med belysning, bænke og gode samlingssteder, og flere funktioner kan samles i bygdefaciliteterne, hvilket også vil kunne understøtte ønsket om at udvikle turismepotentialerne. Dumpen kan flyttes til en bedre placering.
I perioden 1980-2000 har indbyggertallet ligget forholdsvist stabilt omkring 100, men siden år 2000 har tallet været stærkt faldende. Pr. 1/1 2017 var der således blot 56 indbyggere i bygden. Det er typisk de unge, der forlader bygden pga. manglende muligheder for uddannelse i bygden.
Der er 22 husstande i Ikamiut og gennemsnitligt bor 2,5 personer i hver husstand – lidt mere end i Aasiaat (2,3). Den 1. januar 2010 var der 37 boliger i bygden, alle enfamiliehuse.
En del huse i bygden står tomme. Indbyggertallet forventes ikke at stige markant i de kommende år, hvorfor der i planperioden primært vil være behov for renovering og sanering samt evt. erstatningsbyggeri. Der er ikke meget restrummelighed (ca. 15) inden for de eksisterende delområder. Der gives mulighed for, at der kan opføres boliger i mellem de to kirkegårde og ned mod kysten. Dette forudsætter en flytning af dumpen ca. 200 m mod vest.
Det primære erhverv i Ikamiut er fangst, fiskeri og fiskeproduktion. Der er et produktionsanlæg i bygden, der tidligere var ejet af Arctic Green Food, og her blev hellefisk og krabber forarbejdet. På grund af manglende vedligeholdelse blev anlægget lukket i sommeren 2012. Royal Greenland har overtaget anlægget og vil i efteråret 2013 vurdere det fornødne vedligeholdelsesarbejde og mangel på udstyr, ligesom virksomheden vil indlede en dialog med de lokale fiskere om samarbejdsmuligheder.
De tre bygder i Aasiaat-distriktet havde i 2015 en samlet ledighedsprocent på 10,2, hvilket er højere end for Aasiaat (8,2 %), men ligner det generelle billede i Kommune Qeqertalik. Dette svarer til kommunegennemsnittet (10,7 %), men en smule højere end landsgennemsnittet (9,1 %). Der er arbejdspladser i forbindelse med fiskeri og fangst, butik, lager, administration, kommunekontor, skole, kirke mm. De fleste funktioner ligger i nærheden af havnen.
Der er begrænset turisme i bygden, men der vurderes at være et yderligere potentiale i forbindelse med f.eks. vandring/campering, isfjordsfiskeri og bygdeturisme.
I kommuneplanen er der en restrummelighed på ca. 2.000 m² til erhvervs- og havneformål.
Der er ingen anlagte veje i bygden, men kørespor bestående af en hovedfærdelsåre fra havn til vandværk og yderligere to spor mod syd, hvor det ene fører til boligerne på næsset og det andet ned forbi skole, helistop og videre til dumpen. Køresporene egner sig primært til kørsel med traktor o.l. trænger til generelt vedligeholdelse og forbedring.
De primære transportmidler om vinteren er hundeslæde og snescooter, men om sommeren kan der sejles til og fra bygden. Havnen er en naturhavn med læmole mod nordøst, en pontonbro til småbåde, en anløbsbro og bygdekran samt en betonvej med støttemur til produktionsanlægget. Sejlrenden er uddybet, så forsyningsskibe kan anløbe broen. Passagersejlads sker med Disko Line, der sejler til Ikamiut en gang om ugen i den isfri periode, og fragt sejles til bygden af KNI’s forsyningsskibe. Bygden indgår i bygdebeflyvningen og har et helistop, placeret syd for bygden. Fra havnen og et stykke ud til begge sider omkring øen er der af Naalakkersuisut udpeget et havnemyndighedsområde.
Bygden betjenes af helistop, som er placeret syd for bygden.
Forsyningsmæssigt hænger bygden sammen med Aasiaat. Der er et elværk i bygden og et vandværk, hvor en frostsikret tank fyldes op om sommeren med vand fra en nærliggende elv. Et sommervandledningsnet forsyner produktionsanlægget, KNI, kirken, skolen, sommervandtanke og ca. halvdelen af boligerne i bygden. Om vinteren hentes vand ved tapstedet på vandværket. Varmeforsyning sker med individuelle oliefyr og -ovne. Der er ingen kloakering i bygden eksklusive Servicehuset men samtlige bygninger er omfattet af natrenovationsordning, hvor der sker udledning til hav. Gråt spildevand udledes til terræn. Dumpen ligger umiddelbart vest for bygden, men afbrænding af dag- og natrenovation medfører lugt- og røggener i dele af bygden. Dumpen har derfor længe været planlagt flyttet til en ny placering, 200 m længere mod vest. Der er ikke etableret ordning for farligt affald og metalskrot, og forbrændingsanlægget er ude af drift.
Teleforsyning forestås af TELE Greenland.
Der er en KNI-butik i bygden, et kommunekontor og et servicehus, der indeholder fælles vaskeri, toiletter, baderum, værksted, skindberedningsrum, møderum, køkken og et forsamlingslokale. I bygden er der endvidere en sygeplejestation og en dagplejeordning.
Bygdens skole, Ivilikasiup Atuarfia, har ca. 25 elever, der undervises i 3 klasser fra 1. til 9. Der er et skolebibliotek, og skolens lokaler anvendes også som ungdomsklub, aftenskole og mødelokale.
Følgende bygninger i Ikamiut er udpeget som bevaringsværdige: B-44 – fiskerhus fra 1932 (produktionsanlægget), B-47 – et pakhus fra 1908, B-48 – lager fra 1890, B-49 – kirken (skolekapel) fra 1908, men senere ombygget og hovedrestaureret, B-314 og B-315 – lagerskure fra 1950’erne, B-383 – handelsforvalterbolig fra 1968 (tidligere Vester Ejland).
Med undtagelse af kirken ligger de bevaringsværdige bygninger i tæt tilknytning til havneområdet, hvor en del er udpeget som bevaringsområde.
Endelig har Ikamiut et kombineret service- og forsamlingshus i og en fodboldbane, der ligger sydligst i bygden.